Interview i efterårsmørket: opstilling, vinkler og dækning, der kan klippes

Placér gæsten, så vinduet eller lyskilden rammer ansigtet fra siden eller skråt forfra. Sidder gæsten med ryggen til vinduet, bliver ansigtet mørkt, og kameraet vil forsøge at rette op ved at lyse hele billedet op. Så udbrænder baggrunden, og du står med et billede, der er svært at redde i klipningen.

Hold afstand mellem gæsten og væggen bagved. Med en meter eller to får du dybde og en rolig baggrund, og skarphedsdybden hjælper dig med at holde fokus på personen. Står gæsten helt op ad en væg, bliver billedet fladt, og skygger lander lige bag hovedet.

Sæt kameraet i øjenhøjde, og lad gæsten kigge på dig, ikke ind i linsen. Det giver en naturlig samtale. Er du alene, så sæt dig ved siden af kameraet, så blikretningen holder sig tæt på objektivet uden at virke stift.

Har du to kameraer, er det nemt at klippe mellem en hel og en tættere vinkel. Har du kun ét, kan du stadig få dækning, men du skal planlægge det. Optag samtalen i et fast, roligt udsnit, og tag derefter de tættere billeder og indsnit, mens gæsten gentager nogle af svarene eller blot lytter.

Undgå at zoome midt i et svar. Det kan ikke klippes rent, og det trækker opmærksomheden væk fra det, der bliver sagt. Skift i stedet udsnit mellem spørgsmålene, hvor der alligevel er en naturlig pause. Så har klipperen et sted at lande.

Hold dig til samme side af gæsten, når du skifter vinkel. Hvis du krydser til den anden side, ser det ud, som om gæsten pludselig kigger i en anden retning, og det forvirrer seeren. Små vinkelskift på en halv meter er nok til at give variation uden at bryde rummet.

Dækning er alt det, der gør interviewet klippeligt. Det er indskudsbilleder af hænder, genstande og rummet, og det er lytteudsnit, hvor gæsten blot er stille. Uden dem er du bundet til ét ansigt, og hver gang et svar skal forkortes, opstår der et synligt hop i billedet.

Sofie, som underviser i klipning på kurset, minder ofte kursisterne om at optage mere, end de tror, de får brug for. Tag ti sekunder af hver ting, der nævnes i samtalen, og hold kameraet roligt, mens du tæller. Det kræver ingen særlig teknik, kun tålmodighed.

Optag også lidt rumklang og stilhed, hvor ingen taler. Det giver klipperen luft mellem svarene, og det hjælper lyden med at hænge sammen, når to svar sættes efter hinanden.

Når dagslyset forsvinder tidligt, får du brug for at tage hensyn til både farve og styrke. Blandet lys fra vindue og loftslamper giver farveskær, der ser skæve ud på skærmen, selv om øjet knap bemærker dem. Sluk de lamper, du ikke har brug for, eller lad vinduet være eneste kilde.

Er der ikke lys nok, så hæv ISO lidt frem for at sænke lukkertiden. Et interview kræver ikke hurtig lukker, men støjen stiger, når du går for højt. Find det punkt, hvor billedet stadig er rent, og prøv det af på dit eget udstyr, før gæsten kommer.

Lav en lille prøveoptagelse, hvor du selv sidder på gæstens plads. Se den igennem, og ret til, indtil ansigtet står rent mod baggrunden. Det tager ti minutter og sparer dig for mange ærgrelser.

Prøv det af med en ven eller et familiemedlem i stedet for en rigtig gæst. Sæt en time af, vælg et rum med et vindue, og gennemfør hele rækken: opstilling, hovedudsnit, tættere vinkler og dækning. Klip derefter fem minutter sammen, og se, hvor du manglede billeder.

Skriv ned, hvad du ville gøre anderledes næste gang. Efter to eller tre sådanne øvelser får du en fast rutine, og interviewet bliver noget, du kan gennemføre roligt, også når tiden er knap og rummet er dårligt.

Brug en simpel shotliste: hovedudsnit, to tættere udsnit, tre indskudsbilleder, rumlyd. Sæt kryds, efterhånden som du optager. Listen fylder en halv side, men den gør, at du sjældent glemmer noget vigtigt.