Da Anne lærte at se udsnittet, før hun trykkede af
En kursist fortæller sig selv ind i en enkel tommelfingerregel om billedudsnit. Her er historien om Anne og hendes landsbyportrætter, og hvad vi ændrede undervejs.
LH
Lars Henningsen
5 min. læsning
Anne og de skæve portrætter
Anne kom til kurset i begyndelsen af efteråret. Hun arbejder på et lokalt bibliotek og ville optage korte portrætter af frivillige til en lille udstilling. Hendes billeder var skarpe og velbelyste, men de føltes alligevel slappe. Da jeg satte mig ved siden af hende og kiggede på skærmen, så jeg det med det samme: motivet sad midt i billedet, og der var rigeligt tom luft over hovedet.
Hun var ikke utilfreds med teknikken. Hun havde bare aldrig overvejet, at udsnittet var et valg, hun selv traf. For hende var kameraet noget, der viste, hvad der stod foran det. Det er en almindelig opfattelse hos voksne, der begynder sent, og den kan ændres på én eftermiddag.
Jeg bad hende vælge tre af sine egne billeder og forklare, hvad hver af dem skulle fortælle. Hun kunne ikke svare særlig præcist på det første, og det var netop pointen med øvelsen.
Første øvelse: ramme med hænderne
Vi startede uden kamera. Anne formede en firkant med fingrene og gik rundt i lokalet, mens hun skiftede mellem nære og fjerne udsnit. Det virker banalt, men det flytter opmærksomheden fra apparatet til selve blikket. Hun opdagede, at en dørkarm i baggrunden skar igennem en persons hals, noget hun ikke havde lagt mærke til på sine egne optagelser.
Derefter tog hun kameraet frem og gentog øvelsen med præcis den samme opstilling. Forskellen var tydelig allerede på de første ti billeder. Hun begyndte at flytte sig selv i stedet for at zoome, og hun trådte et skridt til siden, når baggrunden forstyrrede.
Jeg bad hende om at tage hvert motiv tre gange: ét stramt, ét middel og ét bredt. Bagefter sammenlignede vi dem på skærmen og talte om, hvilket udsnit der støttede det, hun ville sige om personen.
Ram først ind med hænderne, før du løfter kameraet
Flyt dig selv, før du ændrer brændvidden
Tag hvert motiv i tre udsnit og sammenlign
Placering og luft omkring motivet
Næste skridt var at arbejde bevidst med, hvor motivet sidder. Vi brugte den enkle inddeling i tredjedele, som mange kender, men vi behandlede den som et udgangspunkt og ikke som en lov. Anne flyttede en frivillig fra midten til venstre tredjedel og lod blikket pege ind mod den åbne side af billedet. Pludselig fik portrættet retning.
Vi talte også om luft. Over hovedet kan der være lidt eller meget, og begge dele fortæller noget. Lidt luft giver nærhed og en smule intensitet, mens meget luft kan gøre en person lille og alene. Anne ville gerne vise, at de frivillige hører til i et fællesskab, så hun valgte en lidt bredere ramme med lokalets reoler i baggrunden.
Hun skrev tre korte noter til sig selv om hvert billede: hvad er motivet, hvad er baggrunden, og hvad skal være uden for rammen. Det blev hendes faste tjekliste ved næste optagelse.
Det, der skulle ud af billedet
Det sværeste for Anne var at udelade ting. Hun ville gerne have det hele med: boghylderne, kaffekanden, de håndskrevne opslag. Vi gennemgik sammen et billede, hvor alt var med, og spurgte for hvert element, om det hjalp historien eller forstyrrede den. Kaffekanden fik lov at blive, fordi den hørte til frivilliges hverdag. Opslagene på væggen blev beskåret væk.
Beskæring i kameraet er en vane, der betaler sig. Når du rammer stramt fra starten, behøver du ikke redde noget bagefter, og du ender med billeder, der er konsekvente i udtryk. Anne opdagede, at hendes serie blev mere samlet, da hun brugte samme afstand og samme højde til alle portrætter.
Vi lagde også mærke til kanterne. Hænder, der blev klippet over ved håndleddet, og ting, der netop rørte billedets kant, trak øjet bort fra personen.
Spørg for hvert element: hjælper det historien
Hold kanterne rene for halve genstande
Brug samme afstand og højde i en serie
Resultatet efter tre uger
Efter tre uger havde Anne optaget ni portrætter til udstillingen. De er ikke perfekte, og det siger hun selv. Men de hænger sammen, og hver enkelt har et tydeligt valg bag sig. Hun kan fortælle, hvorfor en person står til højre, og hvorfor baggrunden er sløret, og det er netop den slags bevidsthed, vi arbejder hen imod på forløbet.
Jeg vil gerne være ærlig om, hvad der ikke skete: hun blev ikke fotograf på tre uger, og hun bruger stadig tid på at finde et godt udsnit. Det er en vane, der modnes gennem gentagelse, og den bliver hurtigere med tiden. Det, hun fik, var en metode til at kigge, før hun trykker af.
Hun sendte mig et billede af udstillingsvæggen, hvor de ni portrætter hang i en række. Jeg kunne se, at hun havde ramt samme tone i dem alle.
Annes historie handler ikke om dyrt udstyr eller særlig talent, men om at gøre udsnittet til et bevidst valg. Ram ind med hænderne, flyt dig selv, tag samme motiv i flere udsnit og spørg, hvad hver ting i billedet bidrager med. Det er øvelser, du kan lave allerede i denne uge med det kamera, du har, uanset hvad det koster.
